Blog

Selv i Tour de France er det sjældent at man ser en rytter kæmpe så vedholdende og determineret for at skabe og opretholde et udbrud som Mads P. gjorde i går, og så meget mere bemærkelsesværdigt var det fordi, at for ham er en sådan situation blot lidt mere kompliceret end for de fleste andre udbrudskandidater, fordi han også ville være blandt favoritterne i en reduceret massespurt, så der har han det første lange stykke tid, hvor han spenderede benzin som en 12-cylindret Bentley, utvivlsomt været i overvejelser om, hvorvidt han skulle fortsætte med at investere alt i udbruddet, eller lade sig falde tilbage og samle kræfter igen.

At det skulle blive en historisk etape, stod klart allerede på Col du Télégraphe, hvor Jumbo-Vismas skræmmende kollektiv, som den russiske hær i Mariupol, sønderbombede feltet fra alle sider indtil kun Pogacar var tilbage. Det var dramatisk og man sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på hvordan det ville kunne ende. Der manglede ikke bare 80 kilometer til mål, der manglede også to decideret grusomme stigninger: Col du Galibier og Col du Granon. Det var svært at se for sig hvordan Pogacar alene skulle kunne håndtere denne situation selvom resten af etapen kun havde meget lidt dal.

Det har været en fantastisk 1. uge. Man har måske en tilbøjelighed til, når man bliver begejstret for noget at kalde dét for det vilde nogensinde, men jeg kan ikke komme i tanke om en første uge af Tour de France, der har været så god, altså så godt cykelløb, i de 53 Tour de France jeg har fuldt intenst siden 1969.