Blog
I denne Tour de France findes nemme dage ikke. Hvis rytterne ikke er udfordret af det ene, så er de det af det andet. I går var ingen undtagelse. Etapen på 202 kilometer fra Rodez til Carcasonne, var i de mange previews betegnet som en ”transportetape”, hvilket egentlig dækker over, at klassementsfolkene og deres hold kan sidde og blæse sæbebobler hele dagen, og lade etapen være et anliggende for etapejægerne.
Fortsæt læsning
Etapen til Mende er lige så led som den er klassisk. Centralmassivet i juli er måske den mest frygtede udfordring i cyklingen. Ingen kommer nemt igennem her. På de rigtige bjergetaper vil man hurtigt ende i en gruppe af ligemænd, men i Massif Central bliver man pint og plaget hele dagen. Og det er ligesom der er noget med asfalten. Cyklen ruller slet ikke. Det er samme følelse som når der ligger det der tjære på en vej lige inden de lægger ny asfalt på.
Fortsæt læsning
Selv i Tour de France er det sjældent at man ser en rytter kæmpe så vedholdende og determineret for at skabe og opretholde et udbrud som Mads P. gjorde i går, og så meget mere bemærkelsesværdigt var det fordi, at for ham er en sådan situation blot lidt mere kompliceret end for de fleste andre udbrudskandidater, fordi han også ville være blandt favoritterne i en reduceret massespurt, så der har han det første lange stykke tid, hvor han spenderede benzin som en 12-cylindret Bentley, utvivlsomt været i overvejelser om, hvorvidt han skulle fortsætte med at investere alt i udbruddet, eller lade sig falde tilbage og samle kræfter igen.
Fortsæt læsning
Sind og forventninger var spændt som en flitsbue efter onsdagens sindsoprivende totalteater, og med Pogacars udmeldinger om hævntogt, kunne man ikke nære sig for at håbe på et dacapo. Der er et godt gammelt ord, der hedder: ”højt af flyve,...
Fortsæt læsning
At det skulle blive en historisk etape, stod klart allerede på Col du Télégraphe, hvor Jumbo-Vismas skræmmende kollektiv, som den russiske hær i Mariupol, sønderbombede feltet fra alle sider indtil kun Pogacar var tilbage. Det var dramatisk og man sad med tilbageholdt åndedræt og ventede på hvordan det ville kunne ende. Der manglede ikke bare 80 kilometer til mål, der manglede også to decideret grusomme stigninger: Col du Galibier og Col du Granon. Det var svært at se for sig hvordan Pogacar alene skulle kunne håndtere denne situation selvom resten af etapen kun havde meget lidt dal.
Fortsæt læsning